m e d l e m s p o r t r æ t
måske ikke den mest profitable investering.
Har du investeret nok til, at det kan gøre
ondt?
”Sådan en investering er et commitment,
og det er også på et dybt plan at dele
noget. Men ja, det kan gøre ondt, og med
sådan en krise her tænker du »my goodness!
« Når jeg efter planen har åbnet vores
restaurant i Covent Garden i næste uge, så
er alle restauranter i gang. Men det har
kostet 823 lukkedage.”
823 lukkedage à 100.000. Sådan noget
tager Maj Invest vel helt roligt?
”Hm… well… du er nødt til at tro på, at du
kan komme igen. De har IKKE været rolige,
kan jeg forsikre dig om! Og selvfølgelig har
bestyrelsesformanden spurgt grundigt ind
til, hvordan jeg griber tingene an. Men vi er
enige. Både da jeg startede i Wagamama og i
Sticks’n’Sushi, var grundlæggerne dem, der
ledte virksomheden, og begge steder blev
kapitalfonde undervejs hovedaktionærer.
Det ændrer måden, der træffes beslutninger.
Entreprenører leder på vision og mavefornemmelse.
Kapitalfondene styrer mere
efter data. Selvfølgelig har du brug for
begge dele, og som leder må du kende dine
svagheder. Jeg har haft brug for at skabe et
ledelsesteam, hvor nogle er bedre til
analysedelen end jeg selv.”
Drømmen om at sprede Sticks’n’Sushi ud
over Europa er vel sat på standby?
”Lige nu er fremtiden usikker. Meget
usikker. En ting er at få alle restauranter
tilbage i drift, og det er allerede en bedrift.
Men hvad åbner vi op til? Spiser folk
ude som før? Hvordan med rejsemønstre?
– vi ligger i storbyer og er afhængig af
turisme, navnlig i London. Vi har været
meget afhængige af de hjælpepakker, som
Danmark, Tyskland og UK har vedtaget.
Jeg synes, at den danske regering har gjort
et godt stykke arbejde. Den dag, regeringen
og arbejdsmarkedets parter trådte
frem med en hjælpepakke, var det en
kæmpe lettelse. Det var et meget kraftfuldt
signal om et samfund, som stod
sammen i krisen. Og vi kunne straks se, at
støtten var relevant og opnåelig. Når jeg
sammenligner hjælpen til virksomhederne
i de tre lande, så er Danmark foran.
Da den pakke blev lagt frem, vidste jeg, at
vi ville være her efter krisen. Men ingen af
os ved, hvordan vores marked ser ud om
tre måneder eller seks måneder.”
Så ingen planer om ekspansion?
”Udvidelsen i Berlin er stadig på tegnebrættet.
Vi har etableret restaurantklynger
i København og London, og et brohoved
med en enkelt restaurant i Berlin. Vi vil
gerne i gang med at opbygge en klynge i
Berlin. Kan vi få held i Berlin, er der ti
andre tyske byer, hvor vi kan se Sticks’n’
Sushi få succes. Jeg tror på, at vores
koncept passer til de europæiske storbyer,
men vi er en lille organisation og skal
bruge kræfterne rigtigt. Jeg har fortalt
stifterne af Sticks’n’Sushi, at hvis vi flyver
mere end halvanden time, så er det for at
komme på ferie. Du tjener ikke flere
penge, fordi du rejser til Christchurch i
New Zealand, og det er en lang rejse, tro
mig. Det er meget flatterende, når folk
siger, at de elsker, hvad du gør, og at de
meget gerne vil gøre det samme i deres
land. Der må du lige huske på, hvad din
organisation magter.”
Kronen på livsværket kunne være en
Sticks’n’Sushi i Örnsköldsvik?
”En smuk tanke, men lidt ved siden af
storbykonceptet. Jeg har et sommerhus
på egnen, en times kørsel derfra ud til
Den Botniske Bugt i et fiskerleje, hvor
min mor blev født. Men jeg flytter ikke
tilbage. Min hustru er dansk. ‘Min
norske ven’, kaldte hun mig drillende,
når vi bumpede ind i hinanden i Sohos
natteliv i slutningen af 1990’erne. Siden
forstod jeg, at drilleriet stak dybere.
Hendes mor havde sagt, at hun ville
finde en norsk mand. Inden hun gik
bort, nåede moren at sige, at en svensk
mand var god nok. Vores datter taler
flydende dansk, bedre end svensk desværre,
for min hustru har været bedre til
at lære fra sig. Undervejs har vi haft planer
om at flytte til København, men nu
har vi købt en stor forsømt stuelejlighed
i et victoriansk hus i vores by syd for
London. Jeg tror, vi har fundet hjem.”
44 Magasinet 2 ∙ 2020