Idealisten i
det store
tech-puslespil
Et blødt lys strømmer gennem køkkenet. Huset
er David Helgasons første ejerbolig. På et tidspunkt
gjorde han op, at han havde boet 15 forskellige ste-der
i København, uden nogensinde at få sit eget
navn på lejekontrakten. Det var et lejet værelse hér,
tre måneders midlertidig beboelse dér; det der piz-zabakkeliv
yngre mænd kan klare nogle år, når no-get
andet – for eksempel en virksomhedsopstart –
alligevel er vigtigere. Helgason levede det liv, fra
han var 20 til 32, hvor venturekapitalen trak ham til
San Fransisco, efterhånden med så store penge, at
han ligefrem selv kunne stå på lejekontrakterne. Fra
2009 og fem år frem ledte han fra San Fransisco
softwarevirksomheden Unity til i første omgang
500 ansatte og – ved vi i dag – Mark Zuckerbergs
udelte opmærksomhed.
Quitter
»Danskvand?« spørger David Helgason. Selv drik-ker
han, hvad han betegner som »sygelige mæng-der
danskvand«, og i køkkenet, håndbygget af en
snedker fra Kødbyen, Vesterbro, er installeret en
danskvandshane.
– Ok begynderbolig. Man kan lige så godt starte fra
toppen.
»Jeg har været heldig. Jeg har jo aldrig rigtigt tjent
penge...«
– Det kan diskuteres.
»Jeg mener: Jeg har jo aldrig haft de der jobs, hvor
jeg havde en solid løn. Jeg forsøgte mig med nogle
uddannelser og var en del af det der kodermiljø,
hvor nogle får cvr-numre og starter den slags virk-somheder,
hvor du hverken tjener eller taber penge,
mens andre bare bliver hængende i kodehyggen. Jeg
var faktisk bekymret for mig selv. Jeg var jo sådan
en quitter. Jeg gjorde ikke tingene færdig. Da jeg
som 11-årig startede med at programmere min
Magasinet 2 ∙ 2019 39
Det er svært at købe én, som knap ved,
hvilken bil han har. Zuckerberg har forsøgt.
Unitys stifter David Helgason fortæller,
hvad der er mere værdifuldt end en
håndfuld milliarder dollar.
om han står dér, mens han stiller cyk-len
med barnestolen foran den blåma-lede
villa på en stikvej fra Hellerup Strandvej, kan
det være svært at afgøre, om David Helgason er
fuldblods islænding, eller om der et sted i slægten
har sneget sig noget elverblod ind. Det er øjnene,
som skaber tvivlen, eller håbet, om man vil. Ikke
mange mænd over fyrre har det blik. Den slags
øjne ville du forvente hos en ung engelsk poet på
træk gennem 1820’ernes Rom, ikke hos en er-hvervsleder,
som har skabt en virksomhed med
efterhånden 2.500 medarbejdere og en værdi på
et tocifret milliardbeløb. Den kynisme, som er
svær at være foruden – om ikke fra start, så efter-hånden
med den voksende magt – den kynisme
ses ikke i Helgasons blik. Når han på Facebook
meddeler, at han efter hvidvasken skifter fra Dan-ske
Bank, lander det både i the Financial Times og
på Børsens lederplads. Helgason er de rene inten-tioners
mand. Med sænkede parader inviterer
han indenfor.