mors Epson, fordi jeg ville lave computerspil, så
blev spillene aldrig klar. Da min gymnasiekamme-rat
Nicholas Francis og jeg hørte Pink Floyd, røg
hash og kodede, gik vi altid i gang med noget nyt,
inden vi var færdige. Jeg nåede at starte på fire ud-dannelser
– fysik, kemi, arabisk og psykologi. Det
første af studierne, psykologi, var jeg slet ikke ind-skrevet
på. Jeg kom bare.«
– Var mor bekymret?
»Det har jeg faktisk spurgt hende om – bagefter.
Og det siger hun, at hun ikke var. Jeg havde altid
gang i nogle projekter, sagde hun, og jeg havde altid
så meget energi, så hun var ikke bekymret. Hun tog
mig med til København, da jeg var ti. Hun skulle
forske i udleveringen af de islandske håndskrifter.
Siden blev hun undersøgende journalist og brugte
sine kræfter på at afsløre islandske finansmænd,
der snød og bedrog.«
– Så når du tager opgøret med Danske Bank, så er
det ikke kun den etiske erhvervsmand, som taler. Det
er også mors søn?
»Ja ja. Vi har snakket meget om det i familien. Det
var forfærdeligt, hvad de der erhvervsbanditter
gjorde mod Island.«
Beskyttet kontor
En yngre kvinde står et øjeblik ved køkkenvasken,
så smutter hun. En mand og en kvinde drysser
gennem stuerne. Fotografen kommer, vil gerne
lige kigge rundt for at finde gode fotosteder. Han
må gå overalt, siger David Helgason, der er en
masse mennesker i huset, bare sig hej.
– Har I ofte nogle boende?
»Vi har altid nogle boende. Venner og venners
venner og folk der dimser rundt. Min fætter flytter
ind om et par dage. Det er dejligt med mennesker.«
Mennesker har der været mange af i David Helga-sons
liv, siden han startede virksomhed sammen
med gymnasiekammeraten Nicholas Francis og ty-skeren
Joachim Ante, som de ikke kendte, men som
Nicholas mødte på nettet, og som gerne ville være
med til at bygge spil. De holdt til i en mørk gyde
mellem Jægersborggade og Kronborggade på Nørre-bro.
Hells Angels havde placeret en pusher uden for
deres vindue, så de var beskyttet mod indbrud. Da-vid
Helgason fremlejede et værelse rundt om hjør-net
og arbejdede om aftenerne på en café, så han
kunne tage det overskydende brød med til kolle-gerne
på kontoret.
Dengang, når du byggede et spil, så kunne du en-ten
købe dig ind på nogle møgdyre programmer,
som kunne det hele, eller også kunne du skabe dine
egne koder fra bunden. De store spiludviklere havde
deres egen software. Underskoven af spiludviklere
byggede den selv. Sådan havde David Helgason
gjort, da han som 11-årig startede på sin mors
Epson. Nu vendte de tre tilbage til kodehyggen.
Spillet GoBall blev aldrig det, de havde håbet, og
som markedet krævede, men undervejs havde de
skabt programmer, som andre små spiludviklere
kunne købe. Ikke de ypperste programmer, men
programmer der virkede – og var til at betale. Det
blev i 2003 til virksomheden Unity.
Direktørens flip
Disruption starter ofte nedefra. Konkurrenten, du
skal frygte, er ikke ham, der ligner dig. Det er op-komlingene,
outsiderne, dem du ikke har set.
De etablerede softwarehuse med programmer til
spiludvikling så ikke Unity i tide. De så heller ikke
de strategiske valg, Helgason & Co tidligt foretog.
Da iPhonen kom, rettede Unity som de første sin
software til den nye platform, som på kort tid gik
fra ingenting til alting på spilmarkedet. Før andre
så Unity muligheden for ikke bare at tilbyde soft-ware
billigere, men helt gratis, og så mod betaling
levere bedre versioner.
Sloganet »democratize game development« vil ikke
nødvendigvis fremkalde fugtige øjenkroge på et
gennemsnitligt dansk revisorkontor, men uafhæn-gige
spiludviklere lever i en særlig boble med et ide-alistisk
værdisæt. Det, der før var forbeholdt de få
spiludviklere med de dyre programmer, er nu mu-ligheden
for de mange. I segmentet er Unitys slogan
frisættende, en mission.
David Helgason har øjnene til at bære en mission.
Og faktisk også skjorteflippen. Hans kækt rejste
skjorteflip blev med årene et ikon i branchen. Egent-lig
startede det med Eric Cantona, som rejste kraven
på sin Manchester United-trøje. Helgason interesse-rer
sig ikke for fodbold, men en af hans venner imi-terede
Cantona, og den unge Helgason så det kække i
at løfte skjorteflippen. Snart opdagede han branding-værdien
i den snert af rebelskhed, den rejste skjorte-flip
tilførte Unity. Først et årti senere, den dag han
trådte af som direktør, sænkede Helgason flippen.
Da var Unity gået fra at være en spiludvikler med
et ret dårligt spil til at være den centrale platform
for efterhånden hundredetusinder af spiludviklere
verden over. Bilfirmaer bruger softwaren til visuali-sering
af den næste Audi. Hollywood optager sce-ner,
hvor skuespillerne med Unitys teknologi fak-tisk
kan se de monstre og superhelte, de spiller over
for, selvom det hele laves på computer bagefter.
Virksomheden har 2.500 medarbejdere, heraf 300 i
Danmark, hvor udviklingsafdelingen fortsat ligger,
selvom hovedkontoret i dag er i San Fransisco. Uni-tys
software sidder i tre milliarder mobiltelefoner,
tablets, computere, spilkonsoller og tilsvarende ap-parater.
40 Magasinet 2 ∙ 2019
m e d l e m s p o r t r æ t