Den opgave kan regeringen ikke klare
med et fingerknips. Selv hvis den graver
velfærdsmilliarder nok frem, er sagen
ikke fikset, for den virkeligt knappe ressource
er arbejdskraft, ikke penge. For
det første er det vanskeligt at skaffe
hænder og hoveder nok med de rette
kvalifikationer. For det andet saver vi
den gren, vi sidder på, over, hvis den offentlige
sektor lægger beslag på en større
andel af den samlede mængde arbejdskraft
i økonomien. Derfor er der reelt
kun to muligheder: Vi kan arbejde mere,
eller vi kan arbejde smartere.
I de kommende år bliver der relativt
færre på arbejdsmarkedet til at forsørge
flere uden for arbejdsmarkedet. De nyeste
fremskrivninger fra Danmarks Statistik
lyder på 75.000 flere ældre over 80 år
i 2025 sammenlignet med i år. Ekstraregningen
for de velfærdsopgaver, som følger
med, er ifølge Finansministeriet i
omegnen af 13-14 mia. kr. Det regnestykke
er vel at mærke baseret på, at vi
producerer velfærden til samme pris
som i dag.
Selvom efterspørgslen efter velfærd er
vokset og vil vokse endnu mere i de kommende
år, så er det en myte, at den offentlige
sektor har været på skrump. Et
blik på den historiske udvikling viser en
heftig stigning i den offentlige sektors andel
af arbejdskraftressourcerne frem til
20 Magasinet 4 ∙ 2019
starten af 80’erne. I 1966 blev 12 % af alle
de timer, der blev arbejdet på det danske
arbejdsmarked, udført i den offentlige
sektor. I 1981 var det 27 %. Siden da har balancen
mellem offentlig og privat sektor
været ret stabil med udsving mellem 26
og 29 %. Sidste år var niveauet 27 %, altså
helt på højde med de seneste årtier og bestemt
ikke på tilbagetog.
Det er en stor opgave at skaffe ekstra
hænder og hoveder til at dække det demografiske
træk, som flere ældre over 80
år repræsenterer. Organiserer vi arbejdet
som i dag, vil det kræve flere tusind ekstra
ansatte til at levere velfærd. Selv hvis
det lykkes at tiltrække fx sygeplejersker,
der har forladt faget, eller at uddanne
nye, så er den ekstra arbejdskraft ikke
tryllet frem af det rene ingenting. Hænder,
hoveder og hjerter vil mangle dér,
hvor de ellers ville have bidraget med
omsætning og skattebetaling. Med andre
ord er der ikke rum til at ansætte flere i
den offentlige sektor, hvis vi ikke samtidig
øger det samlede arbejdsudbud, og
det er ikke en let opgave. Hver sjette virksomhed
fokus
må i dag takke »nej« til ordrer,
fordi de mangler arbejdskraft. På den
konto går dansk økonomi allerede i dag
glip af milliarder, som bl.a. kunne hjælpe
med at finansiere velfærd og investeringer
i ny teknologi.
De mest oplagte arbejdsudbudsreformer
er allerede gennemført, så der skal vilje til,
hvis det skal lykkes. Så meget desto mere
er der grund til at sætte alle sejl ind på at få
mest mulig velfærd ud af de hænder, der er
til rådighed. Vi skal arbejde smartere. Også
i den offentlige sektor.
I Dansk Erhverv er vi overbeviste om,
at potentialet for at arbejde smartere kan
indfries, hvis man inddrager private
virksomheder, selvejende institutioner
og civilsamfundsorganisationer og foreninger.
De kan nytænke velfærdsopgaverne,
organisere arbejdet på nye måder
og bidrage med innovation. Udfordringen
er stor og alvorlig. Derfor er det på
høje tid at tænke i nye baner.
Søges: varme hænder,
kolde hoveder,
stærke arme mm.
Haves: en voksende
offentlig sektor
Støvet har lagt sig efter valgkampen, og regeringen er
hoppet i arbejdstøjet. Opgavelisten er ikke så konkret,
som den plejer, for det traditionelle regeringsgrundlag
er denne gang erstattet af et knap så konkret papir,
kaldet en »politisk forståelse«. Aftale eller ej, så er
regeringens bagland klare i spyttet, når det kommer
til ambitionerne på velfærdsområdet: Den danske
velfærd skal have et løft.
Analyse af
Katrine Ellersgaard Nielsen,
chef for analyse og samfundsøkonomi,
Dansk Erhverv