»Jeg har godt set det.«
»Vi skal have det fixet. Tag et foto og send
det til Rasmus Nielsen. Vi skal have det fixet
inden højsæsonen.«
Ud over safariparken har Knuthenborg 2.400
hektar skov- og landbrug, 45 ejendomme og i
Bandholm landets eneste private industrihavn. I
alt beskæftiger Knuth godt 30 fastansatte og 130
sæsonansatte. I administrationsbygningens frokoststue
har greven skrevet en række tal op på et
whiteboard, så alle kan følge antal solgte årskort,
familiekort og overnatninger samt for havnen
antal skibe og lastede tons. Tallene er interne,
men de ligger alle over tallene for året før.
I et enkelt tilfælde dog kun en smule over. Her
har Knuth med rødt tilføjet årets mål, så ingen i
frokoststuen kan være i tvivl.
»Det er ikke noget tilfælde, at tallene står i frokoststuen
«, forklarer Knuth. »Når jeg ser rundt i
Europa blandt sommerlande, zoologiske haver
og andre virksomheder, som er beslægtede med
Knuthenborg, så er det typisk de familiedrevne
virksomheder, som klarer sig bedst. Ejerledere
kan noget. Én skal have hånden på kogepladen.«
Grevens skifte
Ligesom man ikke skal falde i staver med hånden
på kogepladen, skal man det heller ikke
med 2 x 2 tons bredsnudet næsehorn bag sig.
Den 13. greve til Knuthenborg skotter igen
bagud. Siden 1681 har en Knuth resideret på
Knuthenborg. Hele systemet med lensgrever
går tilbage til Frederik 3., som cementerede
enevælden og underminerede de gamle rivaliserende
adelsslægter ved at ophøje rige, kongetro
forbundsfæller til en ny adelsklasse, placeret
på godser rundt i landet som lokale
magtcentre. Det var en gammel tysk herskermodel,
Frederik 3. bragte til landet, men lignende
modeller genfindes i en del moderne organisationer,
om end biologisk arvefølge her er
mindre udbredt. For Knuthenborgs fremtid er
det, nu hvor det ene næsehorn bevæger sig
nogle skridt frem, måske væsentligt, at den 14.
arvtager er sikret. Men denne sommerdag løber
han stadig rundt på Knuthenborg Slot med
ispletter på Mickey Mouse-trøjen.
I slottets dagligstue hænger et 3,5 meter
højt portræt af en herre med hat, hund og
handsker poserende med visionært blik i den
engelske have. Det er Eggert Christopher
Knuth, manden bag parken og kampestensmuren.
Parken viste sig nyttig, da godsejerne
efter lensafløsningen fra 1919 måtte
finde nye indtægter. I mange år var parken
bare park, og det tiltrak hvert år 25.000 betalende
besøgende. For 50 år siden, i 1969, åbnede
Christoffer Knuths forældre, Adam Wilhelm
Knuth og forfatteren Helle Stangerup,
Knuthenborg Safaripark med til en start fem
zebraer, tre strudse og tre antiloper. De modernistiske
portrætter af forældrene hænger i
køkkenet. Her er blikkene ikke faste og besidderiske
som hos parkgrundlægger Eggert
Christopher Knuth i dagligstuen. Helle og
Adam er indfanget med drømmende, lidt vemodige
kunstnerblikke på et tidspunkt, hvor
ægteskabet endnu holdt.
Spisesalens væg prydes af slægtens måske
mest ansete mand, Frederik Marcus Knuth,
medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling
i 1849, landets første udenrigsminister i
en valgt regering og siden forstander for Herlufsholm,
som også Christoffer Knuth har gået
på fra 7. klasse. Skødesløst står manden, som
grundlagde Bandholm Havn, med krydsede
ben og højre hånd på Napoleonmanér stukket
ind under jakken ved ordensbåndet gående
skråt fra hofte til skulder. Christoffer Knuth
får varme i stemmen, når han taler om tidens
måske mest progressive politiker, kalder ham
endda ‘en slags radikal’, og lyder nærmest som
om han mener det pænt.
Selv har Christoffer Knuth endnu ikke fået
malet sit portræt. Han overtog Knuthenborg i
2008, 34 år gammel. Han kom fra en stilling
som advokat på et kontor, der i dag er fusioneret
ind i Bech-Bruun, og det tog ham – forklarede
han undervejs i Støvbold – lidt tid at
finde ind i den nye rolle.
»I starten var det mærkeligt ikke at skulle
fakturere. Jeg skulle ikke længere sende fakturaer
ud til klienter, når jeg havde talt med
dem. Når jeg sendte mails til samarbejdspartnere,
så fik jeg at vide, at jeg ikke behøvede at
runde af med standardformuleringen om, at
hvis man havde spørgsmål eller kommentarer,
var man velkommen til at henvende sig.«
– Sidst jeg var i Bech-Bruuns hovedkontor, så jeg
ikke nogen med bikerboots og hipsterskæg.
»Man bliver simpelthen en anden, når man
skifter fra at være rådgiver til at være ejerleder.
Mere udadvendt. Det skal man lige vænne
sig til.«
m e d l e m s p o r t r æ t
»Uden hegn?«
40 Magasinet 4 ∙ 2019