»T-Rexens mund hænger lidt i venstre m 38 Magasinet 3 ∙ 2019
ser til Knuthenborg Safaripark: Dette års satsning
på en ny teltby til overnattende familier
efter forbillede fra en fransk dyrepark, og sidste
års amerikansk-inspirerede lancering af
Dinosaurskoven med den arrigt udseende
tyrannosaurus
rex og dens arvefjende triceraptops
med det korte næsehorn, som sidste
år løftede besøgstallet fra 255.000 til 325.000,
ny rekord for Knuthenborg Safaripark.
En tid knipsede fotografen tilfreds. Han arbejder
også for dagbladet Børsen, så det bliver
til ret mange slipsemænd foran en glasfacade,
og allerede derfor er sådan en greve med hipsterskæg
og bare ben fra shorts til bikerboots
et hit. Men undervejs, efter at have arbejdet
sig gennem polyesterdinosaurer og telte svævende
et par meter oppe i skovbrynet ind mod
savannens antiloper, zebraer og gnuer, tændtes
i fotografens ansigt et drømmende, lidt
uregerligt blik.
»Jeg vil gerne have et billede af dig med et
næsehorn i baggrunden – uden hegn imellem.«
»Uden hegn?«
»Uden hegn.«
Greven tøvede og vendte det med safariparkens
dyrechef, som netop kom forbi. »Jeg kan
ikke lide det«, sagde chefzoolog Rasmus Nielsen,
en mand med tilbagestrøget hår og rynket
pande, »stod det til mig, er svaret nej«.
Grev Knuth hørte rådet, men han er jo en
grev Knuth, så selvfølgelig. Bekymret lyttede
chefzoologen til beslutningen. Han havde noget,
han ikke kunne udsætte, men han ville
komme så hurtigt, han kunne, sagde han. Og
nu holder han her, få meter fra greven og fotografen,
med motoren tændt.
»Løber næsehorn hurtigt?« vil fotografen
vide, mens han justerer den lange linse. Selv
har fotografen, en slank mand med lange ben
og sneakers, fordelen af at stå længst væk og
have næsehornene i synsfeltet. Grevens ben er
kortere. De brune ankelhøje bikerboots af
mærket Red Wing Shoes kan også blive et problem.
Når Christoffer Knuth følger den grågrumsede
Limpopoflod gennem grænseegnen
mellem Sydafrika, Botswana og Zimbabwe, og
videre ind i Mozambique, hvor floden sine steder
blot er indtørrede vandhuller, for så i
regntiden at svulme op og fosse ud i Det Indiske
Ocean, har greven altid sine elskede hånd-
»Hvor tæt må man være på
næsehornene«, spørger jeg, så roligt
jeg kan. Sideruden er åben, der er ikke noget
håndsving, og Grev Knuth tog bilnøglerne med,
da han forlod ‘Støvbold’, som han kalder sin
sølvgrå VW Tiguan, og gik ud på savannen.
»Hmm… svært at svare på«. Adam Christoffer
lensgreve Knuth til Knuthenborg grunder
lidt over spørgsmålet og skotter et øjeblik
bagud, henover højre skulder. Knuth har smøget
ærmerne op på den hvide skjorte, som
hænger løst over de marineblå shorts. Måske
skyldes svedperlerne på den kronragede isse
bare heden.
»De opfatter os vel ikke som truende på den
her afstand?« spørger fotografen og trækker
bagud, mens greven overvejer endnu et af den
slags spørgsmål, som ikke er helt betryggende
at få stillet. »Nej nej, bliv stående«, tilføjer fotografen
hastigt, da greven vil følge efter den
bakkende fotograf, som under tilbagetoget redegør
for zoomlinser og en optisk effekt, hvor
næsehornene fremstår tættere på motivet i
forgrunden. Forklaringen er noget kompliceret,
men det korte af det lange er, at det er
bedst, hvis fotografen står en del længere væk
fra næsehornene end Grev Knuth.
Et stykke fra Knuth søger to bastante grå dyr
skygge under trækronerne. Det ene næsehorn
ænser os næppe, som det står med bagdelen til
og græsser. Men det andet følger os vagtsomt.
Det er svært at afgøre, om det kompakte dyrs
skulen er rettet mod greven, fotografen eller
bilen med det åbenstående vindue.
En grøn jeep med metalgitre ved dørsiderne
nærmer sig. Det er chefzoologen, som Knuth
nogle minutter tidligere informerede om situationen.
Indtil da havde den medievante og
PR-bevidste greve været i fuld kontrol. Resolut
havde han ledt fotografen til de nyeste tilføjel-
e d l e m s p o r t r æ t