42 Magasinet 5 ∙ 2019
og Hvidovre endte med at læse videre, lagde
Bent Madsen mærke til. De fleste børn i
blokken voksede nok heller ikke op i et hjem
som Bent Madsens, hvor fjernsynet blev
kasseret, fordi forældrene alligevel altid
læste bøger.
”Dengang velfærdssamfundet blev opbygget,
talte man om at ‘høste intelligensreserven’.
Tanken var, at vi ikke bare skulle
satse på de privilegerede unge, som dem der
kom i det her hus og fik en talerstol at øve
sig på, så de kunne komme i Folketinget.
Velfærdssamfundet skulle hjælpe talenter
overalt i samfundet. Den sociale mobilitet
skulle løfte samfundet. Sådan er der desværre
ikke mange, som argumenterer i dag. Når man
arbejder med den almene boligsektor, så er det
ellers ret oplagt, at der er en intelligens-
reserve at høste. Du behøver ikke engang at
se det i et etnisk perspektiv. Det handler også
om god gammeldags dansk social arv. Det er
noget, vi er meget optaget af i BL.”
Det her er vist personligt, Bent?
”Ja. Selvfølgelig er vores hovedopgave
at sikre billige boliger til
mange. Det er et centralt behov i
et velfærdssamfund. Det er ikke
noget tilfælde, at den almene
boligsektor blev skrevet ind i
Kanslergadeforliget og dermed i
udviklingen af velfærdssamfundet.
I dag er hver femte bolig i
Danmark almen. Men vi interesserer
os også for, hvordan børnene,
som vokser op i vores
boligforeninger, kan bryde den
sociale arv.”
Da du læste nationaløkonomi og
arbejdede som økonom for regeringen,
var der massearbejdsløshed. Det
var en gængs diskussion, om
velfærdssamfundet kunne bevares.
For dig er det vist lidt mere end en
akademisk diskussion?
”Jamen for Fanden, hvis ikke
vi havde haft et velfærdssamfund,
så ville sådan en som mig
ikke have haft mange chancer
for en videregående uddannelse.
Det er jo velfærdssamfundet,
som er forudsætningen for den
sociale mobilitet. For at alle får
en chance. Da jeg arbejdede som
om han var formand for eller bare medlem af
økonomiudvalget (”Den slags gik vi ikke op i”).
Men han husker, at når lærerne ville lave
noget, så måtte de bede eleverne i økonomiudvalget
om tilladelse. ”I gymnasiet lærte jeg,
at den, der styrer økonomien, har magten,”
forklarer Bent Madsen, som herefter læste
nationaløkonomi.
På vej op gennem bygningen på H.C. Andersens
Boulevard, hvor titusinder bilister hver dag
suser forbi, fortæller direktøren om livet i det,
som engang var Studenterforeningens bygning.
Lyndon B. Johnson og Gromyko kom her,
og Josephine Baker, Louis Armstrong og Niels
Bohr. Op gennem 1960’erne bliver historien
mere syret. Nogle gange kommer de aldrende
studenteroprørere forbi, og når de taler om
gamle dage, lister den i dag korthårede Bent
Madsen efter dem og suger historien og vildskaben
ind.
”På et tidspunkt,” forklarer BL-direktøren
på vej gennem bygningen, ”kom en nydelig
dame først i 70erne, ejer af en virksomhed på
Fyn, sikkert medlem af Dansk
Erhverv. ‘Var det ikke her,’ sagde
hun og skubbede en dør op til et af
mødelokalerne, ‘at vi havde vores
sorte pornobiograf?’”
Lidt tid står vi i den store sal,
hvor den 17-årige Svend Asmussen
første gang offentligt trak jazz-
violinen frem, og hvor siden Led
Zeppelin stod på en lille scene.
Nu er her et åbent kontorlandskab.
Studenterforeningens talerstol er
for længst pillet ned, en tro kopi af
Folketingets talerstol, for de
privilegerede unge kunne jo lige så
godt vænne sig til at stå på den.
”Den der talerstol for de særligt
udvalgte repræsenterer præcis det
modsatte af, hvad der er BLs opgave.
Og det modsatte af mit eget samfundssyn,”
siger Bent Madsen.
Social business case
Lejligheden, Bent Madsen voksede
op i, var ikke meget større end det
hjørnekontor, han nu leder os ind
i. Faren var arbejdsmand og portør,
moren mest hjemmegående.
Ikke mange børn fra gulstensblokken
på grænsen mellem København
m e d l e m s p o r t r æ t
Tre skarpe om
ledelse
1. ”Hvis det er vanvittigt,
er det tilladt,” lyder et af
Bent Madsens mantraer,
som medarbejderne må
høre igen og igen. Det er
ikke farligt at forsøge noget
nyt og indimellem fejle,
siger han. Det er farligt at
blive ved med at gøre det
samme, mens verden flytter
sig.
2. Bent Madsen hader
interne notater. BL er sat
i verden for at hjælpe beboere,
boligforeninger og
præge politik og samfund.
Hver gang nogen skriver et
papir til internt brug, flyttes
fokus fra opgaven. Procespapirer
er forbudt.
3. Opfind ikke løsningen,
bare find den. Der findes
meget få problemer, der
ikke allerede er fundet en
løsning på. Man skal ikke
sidde på kontoret og udtænke
den ene eller anden
løsning; gå ud og mød de
praktikere, som for længst
har fundet svarene, så de
gode ideer kan spredes.