De der hele kontordage i hovedkvarteret har
Miriam Toft ikke mange af. Den 44-årige direktør
for Altiden, den danske del af Ambea, der er Skan-dinaviens
førende virksomhed inden for privat
velfærdsomsorg, har ry for at sidde lige så længe i
bilsædet som på kontorstolen, når hun pendler
mellem afdelinger, kundeemner, lufthavn og
hovedkontor.
Også denne vintermorgen har hun åbnet med et
kundebesøg på et plejecenter i Gribskov, den nord-sjællandske
kommune, som udgør avantgarden i
udvikling af privat velfærdsservice herhjemme.
Klokken 12 venter et møde i hovedkontoret i
Søborg, og undervejs har den energiske lyshårede
kvinde lige klemt et interview ind på en café i
hjembyen Hillerød.
På vejen gennem byens morgenmatte gågade
blandt provinsnedtonede Hillerødborgere i adsta-digt
tempo skiller den tidligere sygeplejerske sig
ud med Mulberry-tasken, Apple-uret med løbetiderne
og den lodne patchworkmønstrede frakke
med felter af brunt, råhvidt samt lys- og mørkeblåt
tilsat strejf af lilla. Hælene slår rytmisk mod
granitfliserne
og frembringer en lyd, som Miriam
Toft selv lidt senere under interviewet beskriver
som »doing! Doing! Doing!«, og som hendes med-arbejdere
straks genkender og ved betyder, at di-rektøren
kommer.
Nogen hurtig udrulning af de private velfærdskoncepter
kan man ikke sige, at Danmark har gen-nemlevet.
Både i Sverige og Norge er markedet
langt mere udfoldet, men selvfølgelig er noget
sket, siden de første forsøg med privat ældrepleje
nåede til Danmark i sidste del af 1990’erne. En hur-tig
panorering hen over feltet viser, at potentialet
stadig forekommer større end resultaterne. Af
godt 1000 plejecentre er omkring 150 på ikke-offentlige
hænder. Kun 11 drives privat. En del
kommuner vil gerne have en privat aktør ind og
konkurrere med kommunens egen hjemmehjælp i
fritvalgsordninger. Også i forhold til friplejehjem,
handicapboliger og tilbud til særlige grupper af
unge åbner nyere lovgivning for et muligt opbrud.
Følsom udlicitering
Endnu har ingen herhjemme for alvor tjent penge
på privat velfærdsservice. Enkelte har for alvor
tabt penge. Det er ikke en branche, som tåler ret
mange konkurser og dårlige kvalitetsrapporter.
Uanset hvor mange gode evalueringer, branchen
kan henvise til, er det fejlene, som huskes. Det er
følsomme områder, der udliciteres, og politikerne
har brug for at være trygge ved de private leveran-dører.
Værdierne skal være på plads, både de øko-nomiske
og de menneskelige.
Af disse grunde nævnes Miriam Toft som en af
dem, der kan bane vejen for et virkeligt gennem-brud
for privat velfærdsservice, også i Danmark.
Hidtil har hun været leder af den danske del af
Aleris
Omsorg, som med knap 1100 ansatte er lan-dets
største private aktør inden for ældrepleje, bo-tilbud
for handicappede og genoptræning. Dagens
interview foregår imidlertid midt i en fusionspro-ces,
hvor Aleris Omsorgs i alt 11.000 medarbejdere
i Sverige, Norge og Danmark er under overtagelse
af Ambea, en anden omsorgskoncern med svenske
rødder, som dermed får 26.000 medarbejdere og
står til at blive Skandinaviens absolut førende på
feltet. Konkurrencemyndighederne har godkendt
fusionen, og den endelige overtagelse ventes at
være sket få dage før denne artikel offentliggøres.
De danske aktiviteter videreføres under navnet
Altiden.
Miriam Tofts patchworkmønstrede jakke ligger
sammenfoldet over stoleryggen. Nu sidder hun ved
caféens vindue mod søen og det slot, hun som
barn passerede på vej til den kristne friskole, og
hvis tårne og spir hun stadig har udsigt til fra sin
baghave nogle hundrede meter oppe ad søbredden.
Ikke mange sekunder gik, fra hun første gang
Miriam Toft balancerer mellem
Kommunaldanmarks tøvende
omfavnelse af privat velfærdsservice
og kravet om vækst i Skandinaviens
førende omsorgskoncern.
Magasinet 1 ∙ 2019 43