“Det er en direkte konsekvens,
at vi er nødsaget til kun at holde
åbent fire dage om ugen, selvom
efterspørgslen er til meget mere.”
Hoteldirektør, Kokkedal Slot,
Kasper Heebøll
Magasinet 4 ∙ 2021 13
efter corona. Medarbejderne har fået
løn under nedlukningerne, der er
blevet lanceret nye kundeoplevelser,
og virksomheden har indført arbejds-
deling for at holde på medarbejderne.
Alligevel er organisationen i dag
totalt forandret.
”Vi har cirka mistet 95 procent af
de medarbejdere, der fik løn under
krisen, og organisationen er i dag
mere end halveret i forhold til tiden
inden corona,” forklarer en tydeligt
frustreret Kasper Heebøll.
En af forklaringerne på de mange
opsigelser er, at mange medarbejdere,
som har fået løn af hotellet, har
arbejdet som podere og testere
under krisen. Dobbeltlønnen har
sikret medarbejderne en opsparing,
som betyder, at de kan sige op uden
at have et andet job på hånden.
”Og på grund af manglen på
arbejdskraft kan de være ret sikre på,
at de hurtigt finder noget andet.
Det gør lidt ondt på retfærdigheds-
kontoen, når vi nu har tabt mil-
lioner på at udbetale løn under
nedlukningerne,” siger Kasper Heebøll.
For få kokke...
Ifølge et ordsprog er det et
problem at have for mange kokke. På
Kokkedal Slot er problemet dog det stik
modsatte, forklarer hoteldirektøren.
”Det er kokkene, der styrer, hvor
meget vi kan klare. Og når vi ikke
kan ansætte de kokke, vi gerne vil,
kan vi ikke ansætte tjenere, receptionister,
rengøringspersonale og så
videre. Derfor er det også en direkte
konsekvens, at vi er nødsaget til kun
at holde åbent fire dage om ugen,
selvom efterspørgslen er til meget
mere. Så sent som i denne uge måtte
jeg takke nej til et stort selskab,
der eller ville give en tiltrængt
økonomisk indsprøjtning i januar.”
Manglen på kokke er ikke ny, men
tiden med corona har forværret
krisen betragteligt, vurderer Kasper
Heebøll, der løbende må tilpasse
hele forretningen efter antallet af
kokke.
”Mange har fundet ud af, at de ikke
gider at arbejde på skæve tider, som
vi jo gør i vores branche, og derfor er
krisen forværret. Vi tilpasser vores
åbningstider, så der bliver bedre
mulighed for at holde fri, når andre
gør det, men det er altså svært at
holde en restaurant og et hotel lukket
i de perioder, hvor folk gerne vil ud at
spise eller feste. Du kan jo ikke holde
et bryllup onsdag kl. 10.”
Han forklarer videre, at det også
er svært at skrue markant op for
lønnen, da der er en naturlig grænse
for, hvor meget man kan hæve priserne,
før kunderne dropper maden.
Kig på momsen!
Når det er svært at konkurrere på
arbejdstider og løn, hvad kan man så
gøre?Kasper Heebøll er ikke i tvivl:
Kig på momsen!
”Jeg lavede en beregning for Hotel
Bretagne, som vi også driver, og den
viste, at hvis vi indfører den svenske
model med differentieret moms på
madproduktion, så ville vi kunne
forbedre lønningerne og dermed
vores konkurrencesituation. Vi ville
også kunne skabe en mere bæredygtig
forretning, hvor vi ikke skulle lave alt
overskuddet i meget få perioder,
hvilket også ville skabe bedre forhold
for medarbejderne.”
Det skal kunne
betale sig at arbejde
Kasper Heebøll rømmer sig og vejer
nøje sine ord. Han er tydeligvis klar
over, at han med sin næste pointe er
på vej ind i en følsom debat.
”Jeg vil ikke lyde som en gammel
sur mand, men vi skal altså have et
samfund, hvor det kan betale sig at
arbejde.”
Det handler for Kasper Heebøll
også om, at det ikke bør være muligt
at sige nej til et arbejde og samtidig
få offentlig støtte.
“Så sent som i sidste uge havde vi
samtaler med en kok. Det gik fint,
men inden vi havde talt løn, skrev
han, at det ikke gav mening for ham,
hvis han tog jobbet. Der er altså tale
om en uddannet kok, der afslår et job
som kok. Det var ikke, fordi han
havde fået et andet job. Det må
simpelthen have en konsekvens.”
Langsigtede konsekvenser
De fleste eventyr ender lykkeligt,
når udfordringerne er løst. Fra de
eventyrlige omgivelser på slottet
advarer Kasper Heebøll dog om at
tro, at den lykkelige slutning er lige
rundt om hjørnet for Kokkedal Slot
og resten af oplevelsesbranchen.
”Vi har tabt 2,5 millioner kroner
alene på at udbetale løn og holde
hånden under vores medarbejdere
under krisen, og det vil kunne
mærkes langt ud i fremtiden. Hvis vi
kunne ansætte de folk, som efterspørgslen
er til, kunne vi begynde at
tjene de penge ind. Det kan vi bare
ikke. Vi har vist samfundssind, og det
håber jeg, at politikerne vil huske på,
når sygdommen glider i baggrunden.
Vi beder ikke om blankochecks med
lån, men vi beder om reformer, der
kan sikre de kvalificerede hænder, vi
skal bruge for at tjene penge.”