Magasinet 4 ∙ 2021 39
Den grønne
omstilling skal
ud af startblokken
Det står klart, at en grøn,
konkurrencedygtig omstilling af
transportsektoren kræver politisk
opbakning, finansiering og en klar
strategi, så erhvervslivet tør lægge sig
fast på investeringer i nye grønne
løsninger.
Men når vi taler om grøn omstilling
af transportsektoren, er vi nødt til at
gøre en indsats både på kort og langt
sigt – og vi skal være bevidste om, at
der er forskellige løsninger til
forskellige transportformer.
Elektrificering ser for eksempel
ud til at være en moden løsning for
person- og varebilerne. Der tegner sig
et billede af, at brint og el blandt
andet kan blive løsningen for den
tunge transport på mellemlang og
lang sigt, og at Power-to-X er
fremtidens teknologi, der kan
sikre omstillingen af fly og skibe.
Men vi må ikke glemme
overgangsteknologierne. Her kan biobrændstof
være en god løsning, der
kan hjælpe med at nedbringe CO2-
udledningen fra den tunge transport,
inden de mere langsigtede løsninger
er på plads.
Det er over halvandet år siden,
at Klimapartnerskabet for Land-
transport kom med sine anbefalinger,
men der mangler stadig en klar
strategi for omstillingen af transportsektoren.
Alligevel er store dele af
branchen allerede gået i gang med at
handle. Jeg vil vove den påstand, at det
er fordi, erhvervslivet har forstået, at
det er afgørende, at vi også bruger de
løsninger, vi har til rådighed på den
helt korte bane. Indtil vi har de
nødvendige rammer og teknologier
til rådighed, som kan gøre en forskel
på lang sigt.
Hvis vi ser på den tunge transport,
som er et af de sværeste områder at
omstille, kan iblanding af biobrænd-
stoffer – som for eksempel biogas og
HVO (biodiesel) – bringe os et stykke ad
vejen, mens vi diskuterer og udruller
alternativerne. Hvis der er politisk
vilje, kan vi sænke prisomkostningerne
og gøre det grønne brændstof og
grønnere køretøjer til et reelt
alternativ for sektoren.
Det bliver desuden afgørende, at der
etableres en gennemtænkt, stabil og
bæredygtig tank- og ladeinfrastruktur
samt flere, større og langsigtede
tilskud til grønne køretøjer. Her
bliver staten også nødt til at hjælpe
erhvervslivet yderligere på vej med en
klar retning og ikke stopper fra den
ene dag til den anden med at understøtte
HVO, biogas, brint, el og
andre teknologier. Det er vigtigt, at
erhvervslivet får investeringssikkerhed.
Vi arbejder i Dansk Erhverv for at
skabe rammevilkår, der kan understøtte,
at Danmark bliver verdens
bedste land at leve og drive virksomhed
i – samtidig med at vi holder kursen
mod den grønne omstilling. Den klare
opfordring herfra skal derfor lyde, at
det er helt afgørende, at vi træffer de
nødvendige valg både på kort og lang
sigt, så vi ruster Danmark bedst
muligt til fremtiden.
af
Jesper Kronborg,
branchedirektør,
Dansk Erhverv
Debatten om den grønne omstilling af transportsektoren er
kompleks, og der er ingen lette løsninger. Teknologien udvikler
sig hurtigt, så den vej, der ser oplagt ud i dag, kan se anderledes
ud i morgen. Netop derfor strander diskussionerne ofte i, hvornår
de ideelle løsninger kan realiseres. Men det betyder, at vi overser
oplagte muligheder for at gøre noget på den korte bane.
“Vi arbejder i Dansk
Erhverv for at skabe
rammevilkår, der
kan understøtte, at
Danmark bliver verdens
bedste land at leve og
drive virksomhed i.”
branchedirektør, Dansk Erhverv,
Jesper Kronborg