Det går for langsomt
med velfærdsteknologi
Øget brug af velfærdsteknologi kunne
afhjælpe noget af manglen på kvalificerede
medarbejdere.
”Først og fremmest skal velfærdsteknologi
give mening for den enkelte,
og medarbejderne skal forstå
teknologien. Eksempelvis fortalte en
af vores SOSU-elever, at hun selv ville
synes, at det var meget upersonligt at
blive madet af en robotarm. Men så
mødte hun en tidligere ingeniør, der
var fascineret af teknologien og
syntes, at det var ydmygende at skulle
mades af et menneske. Den slags
erkendelser og videndeling på tværs
af fagligheder skaber grundlaget for
at ændre praksis. Men desværre går
det for langsomt med at implementere
og skalere brugen af velfærdsteknologi.
På velfærdsområdet er det
en selvstændig udfordring, at der ikke
findes data, som det kendes indenfor
sundhedsområdet.”
250 frivillige er en hjørnesten
i Diakonissestiftelsen
Noget helt andet er de cirka 250
frivillige, der er en af Diakonisse-
stiftelsens hjørnesten. De udfører
ikke arbejde, som normalt er lønnet,
men yder en indsats som supplement
til de ansatte. Det kan eksempelvis
være i genbrugsbutik, som besøgsven,
som arrangør af skak, billard og andre
aktiviteter i psykiatrisk bofællesskab,
eller som mentor for studerende.
”Der har altid været frivillige
tilknyttet Diakonissestiftelsen.
De frivilliges opgaver skal matche
personlige og faglige kompetencer
samt interesser, og der er ikke kun
plads til ressourcestærke mennesker.
Vi har også frivillige, der selv er sårbare
og har brug for støtte. Eksempelvis
har vi taget imod en person
med angst, der ville arbejde i vores
genbrugsbutik. Den pågældende
startede med at sortere tøj et par
timer om ugen. Efter en tid fik den
frivillige mod på at prøve at stå bag
disken, og i dag er hun i et fleksjob i
en butik. Alle har en værdi, og som
frivillig giver man ikke kun. Man får
også noget igen i form af personlige
og faglige kompetencer.”
Vi er alle optaget af kvalitet
Anne Mette Fugleholm, der er
lægeuddannet, har været ansat på
en række hospitaler og i Sundheds-
styrelsen. Før ansættelsen som administrerende
direktør for Diakonissestiftelsen
i 2012 var hun direktør for
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
i Københavns Kommune. Hun kender
således social- og sundhedssektoren
fra både privat og offentlig side og
udtrykker stor respekt for det politiske
system og det offentliges evne til
at skalere sine ydelser. Men hun ser
også store perspektiver i, at private
leverandører bidrager til at løse velfærdsopgaverne.
For hende er et af
midlerne til at finde de fremtidige
løsninger, der er brug for i Danmark,
et styrket offentlig-privat samarbejde
om innovation.
”Der er brug for mere af det, vi
kender - men også for at tænke nyt.
Vi skal ikke bevare vores velfærd - vi
skal udvikle velfærden. Vi er drevet af
værdier og et mindset med stadig
fokus på udvikling og at imødekomme
de behov, vi støder på.
Diakonissestiftelsens fundament
som privat, socialøkonomisk virksomhed
handler ikke om, hvorvidt
den offentlige sektor skal være stor
eller lille. Det handler om, at vi alle er
nødt til at tænke nyt, og det kan det
offentlige ikke gøre alene.”
Diakonissestiftelsen
• Blev oprettet i 1863 som hospital på
Frederiksberg og til at uddanne unge
kvinder i sygepleje. Det var her, den
danske sygeplejerskeuddannelse blev
opfundet.
• Driver blandt andet SOSU- og
sygeplejerskeuddannelser, plejehjem,
hjemmepleje, hospice, social psykiatri,
daginstitutioner, senior
- og ungdomsboliger, udlejningsvirksomhed
til erhverv og konferencer,
genbrugsforretning, alterbrødsbageri
og kirke.
• Har cirka 500 medarbejdere
og 250 frivillige.
• Omsatte i 2019 for 245 millioner
kroner.
• Er en non-profit erhvervsdrivende
fond.
• Har aktiviteter i to kommuner og har
i år indgået partnerskab med PensionDanmark
om at tilbyde etablering af
Friplejehjem i flere kommuner.
16 Magasinet 2 ∙ 2020
»Der bliver brugt
mange kræfter på at
dokumentere, at den
enkelte borger har
fået den serviceydelse,
der er tildelt - og mindre
tid på observationer
af, om det virker«
Adm. direktør
Anne Mette Fugleholm