Magasinet 5 ∙ 2019 03
l e d e r
Tid til at tænke nyt
Brian Mikkelsen
Adm. direktør i Dansk Erhverv
1 ∙ 2020 Nyt årti. Nye overenskomstforhandlinger.
Ny geopolitisk status. Ny klimadagsorden.
Og som med et nyt, blankt stykke papir skal vi
nu overveje, hvilken fremtid der skal tegnes.
Hvis vi spoler tiden tilbage til begyndelsen af
2019, så var det ikke just entydig samling, der
ligefrem prægede klimalovgivningen. Der var ikke
enighed om retningen, og både i Danmark og
resten af verden var der klimademonstrationer, alt
imens svenske Greta Thunberg var en tur forbi
FN’s klimatopmøde. Der blev efterspurgt handling,
men hvordan og hvornår var ikke på plads.
Siden er der sket meget – i hvert fald på
hjemmefronten.
Det danske valg blev et klimavalg, og regeringen
har sat sig i spidsen for at sikre en fornuftig grøn
omstilling. En omstilling, hvor klimakamp og
vækst går hånd i hånd. Hvor vi ikke skal lukke os
inde i en osteklokke og se isoleret på Danmarks
klimaaftryk, men tværtimod gå til opgaven med et
globalt udsyn. For klimaet kender ikke til grænser.
Dansk Erhverv er blevet sekretariat for fire af
regeringens 13 klimapartnerskaber. Her skal
forskellige dele af erhvervslivet byde ind med
løsningsforslag og køreplaner til, hvordan
regeringens ambitiøse klimamål om 70 procents
reduktion kan nås. Det er yderst positivt og helt
naturligt, at erhvervslivet er en nøglespiller til at
nå målet.
Nu skal vi indfri klimaambitionerne med
innovative, nye løsninger, som kobler vækst med
grøn omstilling. Nu skal vi tænke nyt. I dette
magasins temasektion fortæller fire af klima-
partnerskabernes formænd om deres ambitioner
og om mulige løsninger.
Så står 2020 i overenskomstforhandlingernes
tegn. Dansk Erhverv står klar. Mere end 300
overenskomster udløber den 1. marts 2020 og skal
derfor fornys. I forhandlingerne ønsker Dansk
Erhverv at forbedre lønkonkurrenceevnen, sikre
større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejds-
tiden og opnå løsninger, der er administrativt
håndtérbare for virksomhederne.
Hvis vi retter blikket mod den internationale
scene, så har den nye formand for Europa-
Kommissionen, Ursula von der Leyen, også varslet
nyt, bl.a. en mindsteløn i EU. På den anden side af
den engelske kanal står Boris Johnson med sin nye
regering og er parat til den store EU-skilsmisse.
Tværs over Atlanten står Donald Trump med et
præsidentvalg og en handelskrig med Kinas Xi
Jinping, som har sat sine spor i verdensøkonomien.
Der er våbenhvile, men hvor længe?
Nogen ville måske påstå, at nyere tids omvæltning
med Johnson, Trump, Jinping m.fl. ved roret
er noget stormfuld. Men husk, at menneskeheden
har oplevet mange voldsomme omvæltninger i
verdenshistorien, som samtidens folk troede, ville
få verden til at gå under. Det skete – som bekendt –
ikke.
Noget af det nye i 2020 vil erhvervslivet elske –
og resten vil vi i Dansk Erhverv kæmpe for at gøre
bedre.
God læselyst.